
Vejregler
Ny vejregel for midlertidig afmærkning
Midlertidig vejafmærkning beskriver, hvordan trafikanterne ved vejarbejder og trafikomlægninger kan informeres bedst muligt ved brug af afmærkning. Vejreglen er nu godkendt efter høring.
Stor betydning for kapaciteten
Der har ikke hidtil været en selvstændig vejregelpublikation om midlertidig vejafmærkning. God midlertidig vejafmærkning er ikke kun god service til trafikanterne, men har også stor betydning for kapaciteten på vejene og trafiksikkerheden, mens ændringerne står på.
Grænseflade til afmærkning af vejarbejder
Høringen har bl.a. medført kommentarer, som vedrører grænsefladen i forhold til vejregel for afmærkning af vejarbejder. Vejreglen for vejarbejder er stadig gældende, og vejreglen for midlertidig vejafmærkning er således et supplement.
Høringen har endvidere medført ændring af bekendtgørelsestekster mv.
Nye færdselstavler
I det nye materiale introduceres bl.a. en række nye midlertidige færdselstavler:
- A 16,1 Ny rundkørsel
- A 19,1 Nyt lyssignal
- A 20,1 Midlertidig kø
- A 36,1 Midlertidigt bump
- A 99,1 Anden midlertidig fare
- A 99,2 Uheldskryds
- A 99,3 Uheldsstrækning
- A 99,4 Ændret vigepligt
- A 99,5 Nye signaltider
Endvidere beskrives og illustreres anvendelse af E 15 Vognbaner ved kryds og E 16 Vognbaneforløb.
Midlertidig vejafmærkning (pdf) findes på www.vejregler.dk under Færdselsregulering.
Yderligere oplysninger kan fås ved at skrive en e-mail til: vejregler@vd.dk.
Emneord: vejregel
