
Trafikulykker på motorveje dybdeanalyseres
Med baggrund i det stigende antal ulykker på motorvejene skal Havarikommissionen for Vejtrafikulykker (HVU) nu analysere ulykker på motorveje
Antallet af ulykker med personskader på det danske vejnet er generelt faldet med 35 % de seneste 12 år. På motorvejsnettet er antallet af ulykker med personskader i samme periode steget med 85 %, og antallet af dræbte er steget med 48 %. Desuden kommer flere personer til skade pr. personskadeulykke. En del af forklaringen på disse stigninger er, at motorvejsnettet er udvidet, og trafikken er steget væsentligt.
Det lovforslag, der er på vej om højere hastighedsgrænser på motorveje, er yderligere en grund til, at temaet "Ulykker på motorveje " nu tages op af Havarikommissionen.
Analysens formål
Formålet med analysen er at undersøge, hvilke ulykkesfaktorer der er dominerende ved ulykker på motorveje. På baggrund af analysen vil kommissionen komme med forslag til, hvilke indsatser og forbedringer, der kan medvirke til at forhindre trafikulykker på de danske motorveje.
I år 2000 registrerede politiet 355 ulykker med personskader på motorvejsnettet. Havarikommissionen forventer at analysere 30-40 alvorlige ulykker på motorveje i en række udvalgte politikredse.
Analysen kommer til at foregå i efteråret 2002 frem til efteråret 2003. Resultatet vil foreligge ved udgangen af år 2003.
Yderligere oplysninger
Trafikministeren nedsatte i foråret 2001 en permanent Havarikommission for Vejtrafikulykker (HVU) med det formål at styrke trafiksikkerhedsarbejdet. Formålet er at dybdeanalysere alvorlige ulykker for at få ny viden til forebyggelse af trafikulykker. Havarikommissionen er en tværfaglig gruppe sammensat af faggrupperne ingeniør, bilinspektør, politi, psykolog og læge.
Yderligere oplysninger kan fås hos formanden for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker Sven Krarup Nielsen, e-post skn@vd.dk, telefon 33 41 32 03.