Min vejsektor  |  Om vejsektoren.dk  |  Sitemap  |  Presse  |  English  |  Kontakt
Klik på vejsektoren.dk for at komme til forsiden af vejsektoren.dkTil forsiden af vejsektoren.dk
vejdirektoratet.dk   trafikken.dk
Vejcentre  |   Vejdata  |   Love og regler  |   Drift  |   Trafiksikkerhed  |   Planlægning  |   Samarbejde

§§§ Om hundeefterladenskaber på fortov 


Vejdirektoratets brev af 4. april 2006 om hundeefterladenskaber på fortov.
Grafik med paragraftegn.

I e-mail af 23. februar 2006 til Justitsministeriet har De anmodet om en udtalelse vedrørende ovennævnte. Justitsministeriet har anmodet Vejdirektoratet om at besvare henvendelsen.

De har medsendt en artikel fra en lokal avis, hvori politiet oplyser, at der ikke i lovgivningen er bestemmelser, der forpligter en hundeejer til at fjerne en hunds efterladenskaber. Derimod er ejeren af fortovet forpligtet til at holde fortovet rent både for sne og affald.

De har på denne baggrund anmodet om at få oplyst, om en grundejer kan blive pålagt en bøde, hvis den pågældende ikke fjerner hundeefterladenskaber, som en fremmed hundeejer har efterladt på det offentlige fortov ved grundejerens ejendom.

Vejdirektoratet skal indledningsvis oplyse, at direktoratet alene kan påtage sig at besvare spørgsmål på grundlag af den lovgivning, direktoratet administrerer, det vil sige vejlovene.

Kommunen kan som vejbestyrelse bestemme, at ejerne af ejendomme, der grænser til en offentlig vej eller sti i byer og bymæssig bebyggelse, skal renholde fortov og sti ud for ejendommene, jf. vintervedligeholdelseslovens[1] § 5, stk. 1. Beslutningen skal forhandles med politiet. Desuden skal beslutningen offentliggøres i et eller flere af de blade, der har almindelig udbredelse i kommunen, jf. lovens § 5, stk. 4.

Renholdelsespligten omfatter efter lovens § 13, stk. 1, bl.a. pligt til at fjerne affald og andet, der er særlig forurenende eller til ulempe for færdslen. Den lokale vejbestyrelse kan efter forhandling med politiet fastsætte nærmere konkrete bestemmelser om renholdelsens udførelse, jf. bestemmelsens stk. 3.

Efter disse bestemmelser er en grundejer forpligtet til at fjerne alle former for affald - herunder dyrs efterladenskaber på fortovet - ud for den pågældendes ejendom, uanset hvordan affaldet er blevet placeret det pågældende sted.

Hvis en grundejer ikke udfører den pålagte renholdelse, kan vejbestyrelsen udføre arbejdet på den pågældendes regning, jf. lovens § 16. Overtrædelse af ovennævnte bestemmelser kan efter lovens § 20 straffes med bøde.

En grundejer kan således straffes med bøde for ikke at fjerne affald, herunder hundes efterladenskaber, fra en offentlig vejs fortov ud for sin ejendom.

Har vejbestyrelsen (eller politiet) sikkert kendskab til, hvem der har anbragt affald, herunder hundes efterladenskaber, på fortovet, kan vejbestyrelsen (i påtrængende tilfælde også politiet) dog fjerne affaldet på den pågældendes regning og den pågældende kan pålægges en bøde for at have anbragt affaldet. Dette fremgår af vintervedligeholdelseslovens § 17 og vejlovens[2] §§ 102 og 113.

Vejdirektoratet, den 4. april 2006.


[1] Lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 714 af 11. september 1997.

[2] Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999.

Sidst opdateret: 31.05.2006 af Lars Kragh Jespersen
Emneord: vejlovgivning
© Vejdirektoratet 2010 - vejsektoren@vd.dk
Vejdirektoratet i samarbejde med kommuner